Kunstneren selv under byen

Sæt sanserne i sving og mærk livet

 

KKArt-kunstner Bjørn Pierri Enevoldsens mission med sin sanseudstilling Krystalgrotten på Brandts er at få de besøgende til at miste orienteringen bare for en stund. Og efter en tur mellem grønne lianer, et møde med en by på hovedet, en stjernevæg og flydende glohed lava er det på sin plads her at tilføje: Mission completed.

Lad os slå fast med det samme; det hjælper ikke at sætte mobiltelefonens ’vejviser’ eller Krak-kort i sving. Man må simpelt hen stå på egne ben i Krystalgrotten, hvor overraskelserne ligger på lur lige foran, oven over, ude til siderne og under fødderne. Med tøvende skridt og lidt ’kriller’ i maven flytter fødderne sig fra rum til rum, mens sanserne bidrager med nødvendige input undervejs på ruten i junglen, på en bund af ’lava’ og udsigt til nattens stjernehimmel.

Retfærdighedsvis skal det pointeres, at sanse-motoren hos den egentlige målgruppe, børnene, fungerer til karakteren 13. De drøner rundt, grinende og larmende. Nysgerrige efter at se, hvad de finder rundt om det nærmeste hjørne.

Den melding er Bjørn Pierri Enevoldsen godt tilfreds med. For hans overordnede mission med opgaven var netop at få publikum til bruge alle deres sanser. 

Vi skal turde gå glip af noget

– Vi har brug for at sætte alle vores sanser i sving – ikke mindst i dag, hvor vi render rundt med telefoner og iPads lige foran næsen og kan se og finde alverdens ting ved at bevæge vores pegefinger. Derfor var det vigtigt for mig at skabe en analog udstilling som en slags kulisse, der giver alle aldersgrupper en oplevelse – lidt som en god børnefilm rummer flere lag, så alle kan være med.

Efter kunstnerens mening sidder både børn og voksne for meget foran en skærm – ham selv inklusive. – Skærme er afhængighedsskabende. Begrebet FOMA – fear of missing out – er ikke opstået ud af ingenting, og det er en stigende udfordring! Vi er så bange for at gå glip af noget. 

Mange hammerslag senere

Sanseudstillingen Krystalgrotten er blevet til efter et år med skitser, tegninger, tilpasninger frem til det endelige blå stempel fra Brandts i juli måned. Derefter fulgte tre måneder med at få planerne ført ud i livet gennem praktisk arbejde på museet, og værktøjet var stadig varmt, da dørene blev slået op den 14. oktober kl. 10. Et par timer senere lykkedes det at fange Bjørn Pierri Enevoldsen uden for grotten – lettere omtumlet af virakken, de sidste slags med hammeren og de mange små og store gæster. 

– Det kniber med at se helt klart i dette øjeblik, men mit overordnede indtryk er, at udstillingen ligger meget tæt på skitserne og mit ønske om at skabe sanselige rum.

At netop sanselighed kan pirre nysgerrige pilfingre på vej gennem rummene, viste sig allerede på udstillingens første dag.

– Vi måtte fjerne nogle kvadratiske puder i rummet, hvor byen ’hænger’ i loftet over lavthængende skyer. Børnene stablede dem simpelthen, så de kunne kravle op for at mærke, hvor meget, de hvide sky-totter kunne holde til. Og det kan skyerne altså ikke holde til i længden. Nu må vi se, hvordan udstillingen lever sit liv frem til midt i februar næste år. Måske bliver der lidt, der skal justeres undervejs på grund af slitage. I givet fald tager jeg gerne turen til Odense igen med værktøjskassen under armen.

De, der endnu ikke har nået at besøge Krystalgrotten, kan lade sig inspirere her:

FAKTA

Sanseudstillingen på Brandts åbnede den 14. oktober 2017. Udstillingens sidste dag er den 18. februar 2018.

KKArt-kunstner Bjørn Pierri Enevoldsen er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Læs mere om kunstneren her: http://www.kkart.dk/users/bjrnpierrienevoldsen#profile-main

 

/Helene Dambo

Tags: