REJSENDE I IS
Hardy Brix, maler og rejsende i de arktiske landskaber.
På tyvende år har han viet sit liv til isen i de
nordiske landskaber, og midt i disse dages klimakonference er han
helt uforskyldt blevet mere aktuel end nogensinde. Med en sikker
pensel dokumenterer han de landskaber, det hele drejer sig om:
isen, som forsvinder med stigende hastighed. "Hele klimadebatten
kører jo for fulde drøn, og hvad der er rigtigt og
hvad der er forkert, det er jo umuligt at gennemskue. Forskerne er
jo ikke enige. Men en ting er sikkert, og det er, at isen
forsvinder," bemærker Hardy Brix.
I juli måned var Hardy Brix på rundrejse med skib i
Svalbard udsendt af KKArt for at male de landskaber, som han har
kastet sin kærlighed på.
Mange billedkunstnere arbejder med landskaber, og som
sådan ligger Hardy Brix i forlængelse af en lang
tradition af nordiske landskabsmalere. Men at det netop er isen, og
dens massive tilstedeværelse i et uberørt landskab,
der nu igennem tyve år har optaget maleren, er noget mere
utraditionelt. I disse enorme landskaber, hvor et enkelt isbjerg
kan fylde en fjerdedel af danmarkskortet, føler Hardy Brix
sig hjemme: "Jeg føler mig hjemme i de her mægtige og
uoverskuelige landskaber, og for mig ligger der her en uendelig
inspiration. Det er ikke et begrænset område,
tværtimod. Jeg har malet og malet - nærmest som en
desperat. Men hver gang jeg tager af sted, så føler
jeg det stadigvæk som om, jeg starter forfra i første
klasse. Det er øvelse på øvelse, for hvis man
først begynder at male på rygmarven, så har man
ikke sig selv med længere. Man skal lide lidt her i livet, og
det kan man altså godt gøre, når man står
og maler. Jeg kan virkeligt være nede og bide i
gulvbrædderne nogen gange," griner Hardy Brix og
fortsætter: "Der er ikke noget, der kommer af sig selv, og
man skal lægge sig selv i hvert eneste strøg. Men jeg
kan slet ikke lade være - fx når jeg nu har været
af sted på Svalbard: hvis jeg ikke maler de her akvareller og
fanger mit førstegangsindtryk, så er det jo for sent,
så er vi jo sejlet forbi. Det øjeblik jeg sejler forbi
lige nu, det ser jeg aldrig igen."
ARKTISKE REGNDRÅBER I STUEN
På en fjorten dages tur til Svalbard daler der en
mængde akvareller fra malerens hånd. Det tager mellem
to og ti minutter at male en akvarel, når man bare
følger intuitionen og nuet: "Jeg kan da godt se landskaber
for mit indre øje, og jeg kan også godt sidde og male
en akvarel ud fra hovedet, men det har jeg ikke lyst til: Jeg vil
være der. Det er enormt vigtigt for mig at se det, at
være der og opleve det, jeg maler. Jeg har siddet i et
allerhelvedes vejr og malet, hvor al maling var ved at regne
væk. Og uanset om det er is eller regndråber eller sand
fra vestkysten, så synes jeg det er spændende, at man
kan se autenciteten som aftryk i billederne."
Og der er faktisk arktiske regndråber på nogle af
billederne - dråberne på lærredet får
malingen til at flyde ganske let ud - der er aftryk af vejr og
vind, af naturen der hersker og det vilde uberørte land,
landskaber der har stået urørte af mennesker i
millioner af år. Hvert år kommer et nyt islag til, og
igennem lagene af is kan man læse naturens egen historie om
vind og vejr. "Det fascinerer mig, de her uberørte steder.
Landskaberne afspejler den indre stemning som en slags spejling af
sjælen. Jeg genkender mig selv her. Der er steder, der er
så store, at man ikke kan begribe dem, og der er steder, der
ligger lige foran dig, som du ikke kan se pga. af tåge og
sne, og andre steder, der synes lige foran dig, men som i
realiteten ligger uendeligt langt væk. Afstande er enorme, og
størrelse giver ingen mening. Du kan simpelthen ikke
bedømme afstande i de arktiske områder. Jeg havde en
helt fantastisk oplevelse. Midt i det store hav lå et enormt
isbjerg. Det var helt fladt på toppen og stod bare der midt i
det enorme hav. Det var så stort, at man kunne se strukturen
i det - siderne delt op i flader med forskellige farver på
grund af solens spejling. Og så forsvinder isbjerget langt
langt ude, hvor sne og tåge dækker horisonten. Det er
bare ét isbjerg. Men det kæmpemæssige isbjerg,
jeg der så, var jo bare en stump, der var knækket af et
endnu større isbjerg."
TINGENE HÆNGER SAMMEN
Nu forandrer isen sig jo også pga. af klimaforandringerne,
men det er ikke dem, Hardy Brix her skuler til. Det er hans eget
indre billede og chancen for at genkende noget af sig selv i
landskabet. Forsvinder isen forsvinder også for ham et spejl
på selvet: "Men en ting er mit eget personlige forhold til
landskabet, en anden ting er de konsekvenser som klimaforandringer
fører med sig. Isen smelter og gletcherne trækker sig
tilbage, og det betyder jo at vandstanden stiger. Det vil gå
ud over mange områder. Den største trussel mod
menneskeheden, det er klimaet. Hele økosystemer kollapser,
når klimaet ændrer sig. Tingene hænger jo
sammen." Det er tydeligt at mærke, at Hardy Brix
brænder for området, og på hans hjemmeside kan
man da også læse ordene 'Slå et slag for
klimaet': "Jeg er jo ikke ekspert på området klima, og
det var aldrig meningen at mine billeder skulle være så
aktuelle, for klimaforandringerne er jo ikke positive. Men du kan
godt sige, at jeg på en måde illustrerer den debat, der
er nu. På det grundlag har jeg bl.a. holdt et oplæg
på en klimakonference på universitetet i Trondheim,
hvor jeg viste mine billeder og fortalte om mine rejser til bl.a.
Svalbard og Antarktisk. For mig som billedkunstner var det
spændende at være med på sådan en
konference, hvor oplægsholderne ellers udelukkende var
forskere. Men mine billeder kan måske være med til at
sætte et andet og mere personligt præg på en
debat om isen i forandring. For isen er meget personlig for mig, og
det er klart, at når den støt og roligt forsvinder,
så gør det mig ondt."
Du kan se flere af Hardy Brix' arbejder på
www.hardybrix.dk.
Henvend dig til KKart, hvis du er interesseret i Hardy Brix'
billeder eller foredrag,