Get a Life - Det Go'e
Liv

"Get a Life - Det Go'e Liv" handler
med kunstnernes egne ord: "Om livet i det split-sekund, hvor man
bevæger sig forbi en metrobyggeplads: Livet i nuet."
KKArt kunstneren, maler, fotograf og
tekstforfatter Inge Dahl, samt fotografen Thomas Kaare Lindblad er
lige nu aktuelle med projektet og værket "Get a Life - Det
Go'e Liv".
Værket består af 36 fotografier
med tilhørende historier - i alt 55 meter fotolyrik i 1,9
meters højde trykt på outdoor-bannere.

Der vises glimt fra 'det gode liv'
rundt omkring på planeten, fotos fra både her og der -
en opfordring til udsyn og indblik. Billederne er tænkt som
en hånd på din skulder, der gir dig overskud til at
være autentisk og til at klare udfordringer - men de er
også ment som et lille spark med hensyn til at perspektivere
dit danske
liv!
Og netop dette lille spark sætter
et tankevækkende og vedvarende aftryk, når man
bevæger sig langs de 55 meter billeder og historier langs
byens hegn, og her får mulighed for at se sit eget liv i
lyset af fotografier fra bl.a. Italien, Mexico, Marokko, Spanien,
Berlin, New York og Danmark.

Tematisk spænder de 36
billeder vidt, og når man betragter de mange forskellige
fotografier og læser de tilhørende historier, er det
også meget forskellige stemninger, der knytter sig til dem.
Nogle af billederne er close-up fotografier, hvor den afbildede
genstand er forstørret til næsten uigenkendelighed.
Andre er humoristiske og leger med såvel ordenes som selve
motivgenstandens iboende dobbelte betydningsindhold. Det
gælder bl.a. billedet af et udtjent lokum med en
påklistret tekst med ordlyden NO IF'S AND AND'S, ONLY BUTTS.
I dette billede fungerer toilettet både som vase, idet en
kæmpe buket blomster i mange farver er sat ned i den
åbne cisterne, og samtidig som et gigantisk askebæger,
i og med at selve kummen er fyldt til randen med snavset sand og
cigaretskod.

Umiddelbart før billedet af
toilettet befinder sig bl.a. ét, hvorpå er gengivet
nogle klart gule opretstående rør-genstande, som
visuelt minder om en samling høje skorstene eller
højhuse. Denne opfattelse underbygges af den
tilhørende tekst / historie, som giver os et fingerpeg om,
hvor vi geografisk befinder os i billedet: "Come on baby,
lød det, da hun vendte hjem fra New York", og som
fortsættes i næste billedes tilhørende tekst:
"-hvor hun hurtigt følte sig hjemme".
Billedet her gengiver et stykke storby-graffiti med noget, der ved
første øjekast ligner pigtråd, men som ved
nærmere eftersyn viser sig at være tørresnore
med fugle på. Over pigtråden / fuglene på
tørresnoren er malet ordene: FREEDOM FOR ALL.
Herefter følger en række mere hjemlige billeder af
bl.a. dansk bøgeskov og et udsnit af et typisk dansk
landskab. Historien under billederne fortæller, at "Dog
glemte hun ikke sine vikingerødder - eller grisebasserne
under lampen …og de danske landskaber", og anslår
på den måde den modsætning - eller måske
snarere vores forestilling om modsætningen - mellem
forskellige landes kulturer, som f.eks. den storby-amerikanske og
den mere traditionelle og ruralt danske.

Værkets
vandrehistorier - værket
som vandrehistorie
Værket "Get a Life - Det Go'e
Liv" bliver af kunstnerne selv defineret som vandrehistorier.
Vandrehistorier betegner normalt
historier, der er karakteriseret ved at være lidt for
fantastiske, med et overdrevet eller ligefrem ekstremt indhold, og
som samtidig ofte bygger på nogle stereotype forestillinger
eller fordomme om dette eller hint. Samtidig fortælles
vandrehistorier som sande, virkelige historier, hvis oprindelse dog
ingen kender, men som, fordi de fortælles igen og igen,
får status af sandfærdige historier. Og så er
vandrehistorier utroligt sejlivede; jævnligt støder
man på de samme historier, måske med nogle års
mellemrum, men altid med det samme stort set uændrede
indhold.
Indenfor det perspektiv kan man
betragte "Get a Life - Det Go'e Liv" både som en lang
række af enkeltstående, løsrevne vandrehistorier
- som fragmenter af umiddelbar sand "virkelighed"; og samtidig kan
man se værket som én overordnet vandrehistorie, hvis
sammenhængende indhold underbygger oplevelsen og tolkningen
af de enkelte billeder og historier.
Karakteristisk for billederne i "Get
a Life - Det Go'e Liv" er dels den humor og ironi, der ligger i
såvel motivskildringen som i de tilhørende
tekststykker; og dels den dobbelthed eller det bedrag, der ligger i
billederne. Som pigtråden, der ved nærmere eftersyn
slet ikke er pigtråd, eller toilettet, der ikke her er et
toilet, men enten en vase eller et askebæger. Vi tror, vi
ved, hvad vi ser; men vi bliver, når vi kigger nærmere,
klar over, at tingene ikke nødvendigvis er, som de ser ud
ved første øjekast. På samme måde er det
først, når vi undersøger vandrehistorierne
nøjere, stiller spørgsmålstegn og
underlægger dem kritisk refleksion, at de afsløres som
uholdbare og usandfærdige.
Ligesom vandrehistorierne, der
bygger på og holdes i live af vores forestillinger - af det,
vi tror er sandt og virkeligt - bygger billederne og historierne i
"Get a Life - Det Go'e Liv" på vores ofte stereotype
forestillinger om bl.a. kulturel forskellighed. En forestilling,
der er forankret i og holdt i live af stereotype, næsten
dogmatiske billeder og fortællinger om såkaldt
"danskhed" og dansk "virkelighed": Bøgeskov, vikinger og
grisebasser, sat overfor det, der ikke er dansk, som f.eks. den
amerikanske storby med højhuse, graffiti og frihed for
alle.
Men som med vandrehistorierne er
tingene ikke som de umiddelbart ser ud og fortælles. Det
bliver man i stigende grad opmærksom på, når man
vandrer langs Byens Hegn ved Frederiksberg Metrostation og i
sammenhæng ser alle billederne og fortællingerne i "Get
a Life - Det Go'e Liv". I den gradvise tilegnelse og sammenstilling
af billederne til en sammenhængende historie, bliver det
nemlig tydeligt, at den "store historie" om, hvad der er dansk og
hvem vi er som historisk og kulturelt folkefærd, på
mange måder kan betragtes som en vandrehistorie: En historie,
der bygger på nogle stereotype og indimellem næsten
latterlige forestillinger om danskhed og dansk kultur som vikinger
og grisebasser, og som er fortalt så mange gange, at den har
fået status som sand. På den måde understreges
det dels hvor komisk, dels hvor skrøbelig vores konstruktion
af såkaldt Dansk Kultur og vores danske selvforståelse
er, og "Get a Life - Det Go'e Liv" sætter på den
måde vores forestillinger om det Go'e Liv, vi synes og tror
vi lever, i et sundt og ofte humoristisk perspektiv.
"Get a Life - Det Go'e Liv" er frem
til september 2012 udstillet på Metroselskabets hegn,
på Solbjerg Plads ved Frederiksberg Metrostation.
Se Mere på :
Facebook/ Goe Liv
Her kan du se mere om projektet,
"like det" og lægge et foto ind som repræsenterer det
du syntes er et godt bud på livskvalitet!
For yderligere oplysninger om
kunstnerne se: www.ingedahl.dk
og www.thomaskaarelindbladfotografi.dk