Isabel Berglund
"Floating Pearls" og "Mirror Me"
Floating Pearls
Hvem er vi som mennesker i dag? Hvem er jeg? Og hvad er det, der
skaber og kendegner et menneskes identitet eller
personlighed?
Disse problematikker synes at danne udgangspunkt for
værkerne "Floating Pearls" og "Mirror Me", der på trods
af deres meget håndgribelige og materielle karakter, helt
præcist berører den flygtighed og immaterialitet, som
kan siges at kendetegne størrelser som personlighed og
identitet. Eller også er det netop i kraft af det strikkede
materiales meget håndgribelige og taktile karakter, at
spørgsmålet om identitetens uhåndgribelighed
så klart finder udtryk i de to værker.
Mirror Me
Begge værker kan læses som repræsenterende
nogle af de genstande, vi som mennesker i dag anvender i vores
identitetsprojekt: Perlerne, vi hænger om halsen og smykker
os med, og som vi udsender signaler om størrelser som stil,
formue eller forskellige holdninger med; og spejlet - hvis det da
er et spejl? - som vi bruger, når vi skal konstruere og have
styr på vores stil og de signaler, vi ønsker at
udsende. Men samtidig er det også fælles for begge
værker, at det menneskelige eller personlige er
fraværende, forsvundet: I "Floating Pearls" synes den person,
der har båret perlerne, at være smeltet eller
opløst og nu bare udgøre en lille ubestemmelig
pøl på gulvet i samme farve som perlerne og det
strikkede stykke stof, der hænger ned fra loftet i fem tynde
garnsnore. Imens perlerne er tydelige og let aflæselige - de
sidder stadig intakte på perlekæden - er den person,
der synes at have befundet sig i det strikkede stykke tøj og
med perlerne om halsen, opløst, og er farvemæssigt
gået i eet med de objekter, der har tegnet personens ydre:
perlekæden og det strikkede stykke tøj.
I værket "Mirror Me" er man i tvivl om, om det, man
står overfor, er et spejl, sådan som det antydes i
titlen og værkets form, der kan minde om et spejls ramme med
to drejede ben underneden; eller om "Mirror Me" snarere skal
forestille den ydre skal, overfladen, af et menneske. I sin form
kan "Mirror Me" således både minde om konturerne af et
menneskes hoved med antydninger af isse, underansigt og
ører, og det har samtidig fællestræk med en
menneskelig krop med overkrop, underkrop arme og ben. Fælles
for begge læsninger af værket er dog fraværet af
personen eller det personlige, og samtidig det i titlen udtalte
ønske eller bønnen om at blive spejlet - at
træde frem og blive synlig. Men der er ikke noget
spejlbillede i spejlet; der er ikke noget ansigt eller nogen krop
inde i det strikkede stykke stof. Der er kun materialet og
overfladen, der samtidig og modsætningsfyldt er et af de
væsentligste instrumenter, vi som mennesker i dag anvender i
vores selviscenesættelse og hermed skabelsen af vores
personlighed eller identitet.
Begge værker synes således at pege på det
paradoks eller skisma, der er mellem på den ene side
størrelser som identitet, personlighed, autencitet og
ægthed, og på den anden side overfladiskhed,
materialitet, forfængelighed og forgængelighed.
Fraværet af det personlige og den betonede
tilstedeværelse af materialiteten i begge værker kan
læses som en kritisk kommentar til den overfladiskhed og
forfængelighed, der kendetegner og indgår i skabelsen
af os som mennesker i dag.
Betydningen af materielle ting som smykker og modetøj er
overvældende, både i den enkeltes personlighedsskabelse
og identitetsprojekt, og indenfor en større
forbrugssammenhæng. Den magt, som moden og forbruget af
forskellige livsstils- og personlighedsmarkører har på
såvel den enkelte som indenfor en bredere samfundskontekst er
enorm. Det er måske også det, der antydes i "Floating
Pearls", hvor de fem tynde garnsnore, som det strikkede stykke
tøj hænger i, minder om de styrende snore, der sidder
på en marionetdukke.
Men samtidig med en sådan udlægning af værkerne
som en kritisk kommentar til overfladiskheden og modens og
forbrugets styrende magt kan værkerne også læses
som en samtidig erkendelse af nogle eksistentielle vilkår for
mennesket i dag, hvor det materielle og overfladen er en
uadskillelig del af det, der ellers og traditionelt set bliver
betragtet som noget af det mest unikke og autentiske, der findes -
vores personlighed og identitet.
"Home with a tree"
Hvor går grænserne mellem natur og kultur i dag? Hvad
er menneskets forhold til naturen, og giver det overhovedet
(stadig) mening at tale om natur og kultur som to adskilte
størrelser?
Isabel Berglunds håndstrikkede træ er
overvældende. Ikke kun i kraft af sin størrelse, men
også fordi det i sit formsprog, udtryk og indhold rummer
nogle modsætninger, der på en foruroligende måde
sætter spørgsmålstegn ved nogle af de
opfattelser og forestillinger vi har af grundlæggende
størrelser som natur og kultur.
Træet er 3.5 meter højt og 2 x 2 bred og består
af en brun stamme og en overdimensioneret grøn krone. Formen
på træet er klar og afgrænset - der er ingen
kviste, blade eller andre mindre elementer, der forstyrrer det
afgrænsede helhedsudtryk, træet har. Det minder i sin
form og sine få rene farver om de naivistiske træer,
børn tegner, og fremtræder på den måde i
høj grad som et "symbol-træ" og derfor et tydeligt
kunstigt træ. Samtidig er det håndstrikkede materiale
med til at understrege det menneskeliggjorte ved træet: Det
er ikke blot fremstillet af et strikket stof; selve stoffet er,
inden det blev sat sammen og "modelleret" til et træ,
håndstrikket, og har altså helt fra sin begyndelse
været gennem menneskelig bearbejdelse og i tæt kontakt
med menneskehænder for overhovedet at blive til det
materiale, som træet er lavet af.
Der synes at ligge et umiddelbart modsætningsforhold mellem
dette meget menneskeligt bearbejdede - det kulturlige - og det, som
værket forestiller, nemlig et træ og hermed noget
naturligt. Og det er et modsætningsforhold, der understreges
i anvendelsen af det håndstrikkede materiale, som
traditionelt hører til indenfor mode- og livsstilsindustrien
og i høj grad knytter sig til kultur og forbrug. Men denne
accentuering af modsætningsforholdet mellem det naturlige og
det kulturlige rummer i sig selv nogle modsætningsfyldte
aspekter, og fungerer paradoksalt nok også som en
ophævelse eller udviskning af grænserne mellem natur og
kultur.
Isabel Berglunds værk forestiller et træ - et stykke
natur, men det er et kulturligt træ, et helt igennem
menneskeskabt træ, og hermed et træ, der kun eksisterer
i kraft af menneskelig bearbejdelse og på menneskelige
præmisser. Og dog er det stadigvæk et træ, en
genstand, vi instinktivt forbinder med naturen. Men det er lige
netop som en genstand, vi opfatter Isabel Berglunds træ.
Træet er et kunstnerisk objekt, udstillet i kraft af sin
æstetiske værdi og "underholdningsmæssige" eller
"oplevelsesberigende" karakter, og kan på den måde
læses som en kommentar til vores opfattelse og brug af
naturen i dag som en genstand, hvis eksistens foruroligende
afhænger af den forbrugs- eller underholdningsværdi,
den har for os.
For yderligere om Isabel Berglund og hendes arbejde:
www.isabelberglund.dk