ÅBNE DØRE

ÅBNE DØRE
Gallery i Forum: Copenhagen Fashion Weeks højborg. En
begivenhedsrig uge med konstant smæk på modeøjet
er ved at klinge af, da jeg kigger ind på messen en time
før lukketid for at besøge KKarts designduo
Karstoft|Vestergaard. Da jeg kommer frem til standen, bliver jeg
mødt af et stort smil, men vi bliver lynhurtigt enige om, at
jeg skal vende tilbage en halv time efter: der er godt fyldt op med
interesserede indkøbere, som er ved at blive skrevet ind i
ordrebogen.
Tilbage på standen igen er der blevet rum til en snak om
succes, forventninger, salg, hvide døre og det at være
træt efter et tætpakket program.
UDENLANDSKE KØBERE SATSER
KKArt var i år repræsenteret på Copenhagen
Fashion Week med mærket Karstoft|Vestergaard, og modeugen har
været en succes for mærket. Karstoft|Vestergaard havde
en stand i Forum, og de er ikke i tvivl om, at det er det rigtige
sted at vise mærket frem: "Terminal To" er for eksempel meget
street-orienteret, mens indkøbere til mærker som
Karstoft|Vestergaard kommer her i Forum. Det er helt klart det
rigtige sted for os at være," fortæller designer Trine
Vestergaard, som suppleres af Anne Karstoft Møller: "Det
bekræfter vores salg på messen os i. Der har
været rigtig mange interesserede og rigtig mange bestilte
vores designs."
Designerne beretter, at det specielt er de udenlandske
indkøbere, der skriver under, mens det er mere småt
med nye danske kunder. "Det virker, som danskerne er lidt mere
forsigtige med indkøb, når det gælder nye
mærker, som de ikke kender. De udenlandske indkøbere
satser måske lidt mere," konkluderer de to designere, der
også kan berette, at det sidste år var rigtig
svært at få en plads på messen for et nyt jysk
tøjmærke. Faktisk kom mærket først
på plakaten, da det gik op for arrangørerne, at Trine
Vestergaards tidligere strikmærke var kendt fra bl.a. Henrik
Vibskovs butik. I denne omgang var de dog sikret en plads på
messen, for er man først inde i varmen, bliver man helt
automatisk inviteret igen.
AT SKABE EN GENKENDELIG IDENTITET
Karstoft|Vestergaard's messestand afspejler mærkets
designlinje: Standen er præget af en række gamle
stalddøre, der er malet med hvid højglans, midt
på standen står der en ligeledes hvidmalet gammel
høkasse pyntet med keramikeren Louise Gaarmans nyfortolkning
af Royal Copenhagens traditionsbunde juleplatter. Klassisk design,
godt håndværk og respekt for fortiden blandes med nye
streger og moderne fashion. Det er anden gang, at de hvidmalede
døre præger standen. "Vi er ved at skabe et nyt
modemærke, og det skaber identitet og genkendelse, når
vi genbruger dørene," forklarer Trine Vestergaard, som
på spørgsmålet om, hvorvidt dørene
også vil indgå i deres stand på næste
messe, responderer: "Jeg er helt sikker på, at dørene
vil indgå på en eller anden måde. Vi har samlet
dem sammen på Anne's gård i Fulden, hvor
Karstoft|Vestergaard holder til i en længe. Dørene er
simpelthen gået hen og er blevet en del af vores identitet.
Men lad os se: der er jo et halvt år til næste modeuge
i august, så meget kan ske."
Og meget skal ske: de næste fjorten dage står den
på salg til Karstoft|Vestergaard's faste danske kunder.
Tøjet skal produceres - blandt andet i Letland. Dansk
Eksportråd har været forbi KKart-designernes stand
flere gange og er interesseret i at hjælpe brandet endnu
længere ud over de nationale grænser. Der skal endnu
mere fokus på salg til udlandet, hvor de fleste kunder er. Og
så skal der også tænkes på næste
kollektion. Så selvom denne sæsons messe har
været en kæmpe succes, er der ikke tid til at hvile
på laurbærrene.
Først skal de to designere dog rydde op på messen,
pakke bilen og tilbage til Jylland - og sove. De har stået op
i fem dage "i træk fra bagdøren" og konstant
været til stede på messen. Men igen er det det med
identitet, der spiller ind. "Vi tror, det er rigtig godt for vores
kunder, at de møder os personligt. De kan forbinde
tøjet med designerne og få svar på alle de
spørgsmål, de ønsker. Og det er i hvert fald
godt for os at møde kunderne. Vi får en masse direkte
respons, som vi kan tage med os og bruge i vores kommende
kollektioner," fortæller designerne bag
Karstoft|Vestergaard.
Karstoft|Vestergaard laver hvert år to kollektioner af hver
35 designs til kvinder. Du kan læse mere om KKarts designduo
og se tøjet på www.karstoftvestergaard.com