Kuk i Skulpturkassen - Camilla Gaugler
Da KKArt i midten af 2010 indgik et samarbejde med H. C.
Andersens Børnehospital på OUH, var det med det
formål at bringe et kreativt pusterum ind i en hverdag, der
ellers er præget af sygdom, indlæggelser og ofte mange
og tilbagevendende behandlinger for børnene. Der kommer i
gennemsnit 80 børn gennem børnehospitalets
ambulatorium hver dag, og da 80 % af de børn, der er
tilknyttet børnehospitalet, er kronisk syge, vender mange af
dem jævnligt tilbage i kortere eller længere perioder
for at få behandlinger.
Ved at tilbyde børnene et rum, hvor de kan få lov at
arbejde med kunst, bliver ikke kun deres fantasi og kreativitet
bragt i spil. Arbejdet med kunsten har også en mere direkte
indvirkning på børnenes rekreative forløb, da
der dels er et incitament for børnene til at stå ud af
deres sygesenge for at deltage i kunstarbejdet; dels betyder selve
det fysiske aspekt ved kunstarbejdet, at børnene får
rørt sig og får genoptrænet eller holdt deres
bevægelsesapparat og finmotorik ved lige.
Kuk i Skulpturkassen er navnet på det
kunstformidlingsprojekt, som KKArt-kunstneren Camilla Gaugler en
gang om ugen laver for børnehospitalets patienter. Siden
midten af 2010 har hun hver onsdag fyldt et rum på afdelingen
med limpistoler og sakse og kasser med klodser, knapper, stof og
plasticfigurer i alle farver og faconer.
Og resultatet af Camilla og børnenes arbejde er da
også til at få øje på: Man er kun lige
kommet inden for dørene på børnehospitalet,
før man mødes af den første udstilling - en
knap en meter høj skulptur bygget op af små
træklodser og afbalanceret af sammensatte søjler i
forskellige højder og brokonstruktioner på kryds og
tværs. Placeret på gangen i
børneøjenhøjde vækker den nysgerrighed
og indbyder til et nærmere kig for de forbipasserende
børn på vej til ambulatoriet.
Et par meter længere nede af gangen står endnu en
udstillet genstand - en "skulpturstol". Sammensat af en gammel
træstol og et mylder af små dimser og figurer i
forskellige farver og størrelser, vidner også den om
mange timers fantasi og kreativt arbejde.
Det er ikke en helt almindelig stol, og de børn, der
går forbi den på gangen, kan da heller ikke
nøjes med at kigge, men må lige hen og røre.
Derfor rasler nogle af de små figurer også af stolen,
da Camilla henter den ned i rummet, hvor Kuk i Skulpturkassen
foregår. Men det gør ikke noget, skulpturstolen er
ikke færdig, og de tabte og løse dimser kan bare limes
på igen.
Det er nemlig ikke i så høj grad det færdige
resultat, Camilla fokuserer på i sit kunstformidlingsarbejde,
men i højere grad det kreative og indimellem mere meditative
aspekt ved børnenes kunstarbejde: "Jeg har ingen
forventninger til et færdigt resultat, og der ligger ingen
forudbestemte mål med de fælles skulpturer, vi laver
herude. Det, som det handler om, er processen", fortæller
Camilla, og understreger, at de aktiviteter, hun laver med
børnene på afdelingen, da heller ikke fordrer nogle
forhåndskundskaber, andet end lysten til at være
med.
Og lysten til at være med har den første dreng, der
sammen med sin mor dukker op til Kuk i Skulpturkassen. Han
fortæller Camilla, at han har været der flere gange
før, og griber hjemmevant en limpistol og flere
farvestrålende plasticdimser, som han går i gang med at
sætte på skulpturstolen. Hans mor står
først ved siden af og kigger på, men efter et par
minutter har hun også fundet flere små genstande frem
fra kasserne, som hun og drengen hjælpes ad med at lime
på stolen. Der bliver også tilføjet et plateau i
kraftigt guldkarton, og stolen vokser sig støt og roligt
højere.
Børn, forældre og bedsteforældre går
forbi på gangen, nogle stopper op og kigger på et
øjeblik, andre kommer ind og deltager. To drenge med deres
fædre kigger ind; de har også været til Kuk i
Skulpturkassen før, og de begynder straks at tilføje
figurer, rester af ledninger, knapper og farvestrålende
plasticformer til stolen. Camilla hjælper drengene med at
stabilisere skulpturen, så de kan blive ved at bygge til og
ovenpå. Hun kommer med forslag til, hvor de kan lime
figurerne fast, så der bliver ligevægt og den opbyggede
skulptur ikke mister balancen.
Limpistolerne tømmes hurtigt, skulpturen vokser i alle
retninger, og drengene forlader kun modvilligt arbejdet, da de hver
især skal videre, og Kuk i Skulpturkassen stopper for den
onsdag. Den ene dreng spørger lidt bekymret Camilla, om
skulpturstolen skal ødelægges, når den er
færdig, men Camilla svarer forsikrende, at den da skal
udstilles på gangen på børneafdelingen sammen
med den anden skulptur, så drengen og alle andre kan se den,
næste gang de kommer. For selvom det ikke i så
høj grad er det færdige, konkrete produkt af Camillas
kunstformidling, der tæller, er det nu alligevel meget sjovt
for børnene at kunne se deres kreative arbejde udstillet,
genkende deres eget kunstneriske aftryk på skulpturen og
genkalde sig det lille pusterum, de havde med skulpturarbejdet,
under deres indlæggelser og behandlinger på
børnehospitalet.