Pernittengryn
Mange kender efterhånden KKArt-designerduoen Begitte Lynge
Andersern (født 1969) og Julie Dausell (født 1972) og
deres varemærke PERNITTENGRYN.
PERNITTENGRYNs kollektion af baby- og juniorsengetøj og
puder af forskellige og fine mønstrede tekstiler med
håndtrykte motiver af bl.a. elefanter, kyllingemødre
og kraner har vakt stor glæde i danske børns
værelser rundt omkring, og med god grund. Designet er
både fantasifuldt og opfindsomt, og sammensætningen af
farver og stoffer er mangfoldige. De håndtrykte motiver taler
til fantasien og tiltaler samtidig både børn og
voksne.

Som f.eks. PERNITTENGRYNs nyeste kollektion af baby- og
junior-sengetøj med titlen SommeTiderSommer, hvor en
grøn og frodig græsbund med et mylder af
blomstervækster, strå, svampe og
mælkebøtteblade danner baggrund for et helt lille
univers i sig selv: Græsbunden er kraftigt forstørret
op, så man har en fornemmelse af at befinde sig midt imellem
alt det høje græs, mælkebøtterne og
paddehattene. Det er et barns univers, der er trykt og udtrykt
på SommeTiderSommer-sengetøjet; et univers fyldt med
drømme og fantasi og befolket med finurlige figurer som
små kaniner og snegle med luftballoner på ryggen. Det
er barnets virkelighed og den voksnes erindringer forankret i
barndommens sommer. Det er sansede minder om, hvordan man som barn
lå med ansigtet tæt mod græsplænen og kunne
se og mærke, fantasere om og digte små verdener frem af
alle de ting, der udspillede sig hernede.
Denne linie eller forbindelse mellem barnets og de voksnes
verdener markeres også mere direkte i det håndtrykte
motiv på sengetøjet SommeTiderSommer. Oven over
græsstråene, over det umiddelbart sansede mikrounivers,
fantasien og alle de historier, der udspiller sig her, troner i
ét motiv en rød minibus, i et andet en lyseblå
flyvemaskine. Både bus og flyvemaskine tilhører i en
vis forstand de voksnes verden. Men samtidig rummer de begge mulige
og endnu uindfriede løfter om frihed og rejser til andre og
nye steder og oplevelser, og om verden som åben og ladet med
den forventningens glæde, man også som barn havde,
når man lå med ansigtet tæt mod græsset og
med sommeren ny og lang og udstrakt foran sig.
Dette helt særlige univers og udtryk i kombination med den
høje materiale- og designmæssige kvalitet har nu
også resulteret i, at Pernittengryn er optaget i Danish
Crafts' årlige kollektion: Crafts Collection 15, hvor deres
SommeTiderSommer-sengetøj er repræsenteret.

Crafts Collection
Crafts Collection er navnet på den årlige kollektion
af dansk kunsthåndværk og design, som er udvalgt af
skiftende kuratorer udpeget af Danish Crafts, og markedsført
af Danish Crafts i samarbejde med de danske
kunsthåndværkere og designere selv.
Crafts Collection er et af de vigtige tiltag, som Danish Crafts
tager med det formål at hjælpe professionelle danske
kunsthåndværkere og designere ind på det
internationale marked. Crafts Collections udvalg af dansk
kunsthåndværk og design præsenteres på
internationale messer, hvor kundegrupperne er førende
internationale designbutikker i bl.a. New York, Milano, London,
Berlin og Paris. Crafts Collection har tidligere udmøntet
sig i succesfulde samarbejdsalliancer mellem danske
kunsthåndværkere og designere og internationale
producenter, og er et vigtigt tiltag for til stadighed at
øge efterspørgslen og afsætningen af dansk
kunsthåndværk, og i det hele taget at øge
professionaliseringen indenfor dansk kunsthåndværk og
design.
For at synliggøre det store produktionspotentiale, der
findes i dansk kunsthåndværk og design, har Danish
Crafts i årets kollektion, Crafts Collection 15, skruet op
for synligheden af prototyper. "Dette nye tiltag indebærer
yderligere kommercielle muligheder for
kunsthåndværkerne. Det letter kontakten til
internationale producenter og stimulerer det
forretningsmæssige udbytte for dem. Samtidig giver
sammenstillingen af prototyper og færdige produkter et
fascinerende indblik i designprocessen", udtaler kurator for Crafts
Collection 15, Nina Tolstrup.
Årets kollektion er netop, i dagene 9.-13. september, blevet
lanceret i Paris på Maison&Objet, som er en af verdens
førende livsstilsmesser for professionelle indkøbere
og producenter.
Så nu bliver det forhåbentlig også ganske snart
muligt for børn og voksne udenfor Danmark at stifte
bekendtskab med og glædes over Pernittengryns fantasifulde
design og finurlige universer.