Trine Søndergaard

STRUDE - en udstilling af Trine Søndergaard
Trine Søndergaards meget roste udstilling STRUDE - tager
udgangspunkt i den traditionelle folkedragt på
vadehavnsøen Fanø.
Udstillingen blev til under kunstnerens ophold på øen
i perioden 2007-2009. Inspirationen til serien af portrætter
udsprang af en udstilling af folkedragter, som Trine
Søndergaard så på Fanø. Serien har bl.a.
været vist på Ny Carlsberg Glyptotek og hos Bruce
Silverstein Gallery i New York.
Aktuelle udstillinger Trine Søndergaard
Kunstforeningen af 14. august, groupshow, Danish Museum of Art and
Design, August 14 - September 12, 2010
Summer in the City, groupshow, Martin Asbæk Gallery, August
13 - September 9, 2010
Vrå-udstillingen, groupshow, July 31 - August 29, 2010
Strude II, solo, Kant Gallery, Fanø, July 10th - August 30,
2010
I Love You, groupshow, ARoS, March 25 - September 12, 2010
Trine Søndergaard udtaler om udstillingen:
Første gang jeg besøgte Fanø,
så jeg nogle folkedragter udstillet på et museum.
Dragterne var bemærkelsesværdige. Farverne var intense,
og de var skabt med særlig omhu.
Især lagde jeg mærke til den tilhørende
maskelignende beklædningsdel, der dækkede et ansigt.
Det var en STRUDE; en maske som datidens kvinder benyttede til at
beskytte ansigtet mod vind, sol og sand.
Masken - eller struden - er visuelt spændende. Det
"tildækkede ansigt" var overraskende for mig, i denne danske
kulturhistoriske sammenhæng.

I de seneste 3 år har jeg besøgt øen for at
arbejde med denne billedserie, som har struden som
omdrejningspunkt. Jeg har skabt billederne i forbindelse med en
årligt tilbagevendende festdag på øen.
Portrætterne viser kvinder i forskellige livsstadier
iført øens traditionelle klædedragt - alle
fotograferet i Sønderho, ved vinduet på et lille loft
i Lorenzens Hus. Dette sted kommer man før festen for at
blive klædt på og få bundet kludene om
hovedet.
Jeg er i dette arbejde optaget af tidligere tiders udprægede
kvindekultur på øen og af disse dragter som
bærere af betydninger og specifikke koder. Min indfaldsvinkel
er ikke etnologisk, og der er ikke tale om et studie af stedet
eller dragten som sådan.
Jeg opfatter derimod øen og dens kultur som et skelet eller
en form for ramme for mit arbejde. Strudebillederne indeholder
imidlertid en langt større fortælling og
eksistensbeskrivelse i sig end som så.
Jeg er optaget af tiden i billederne. At de peger både
tilbage, men også frem. At man i dag iklæder sig
datiden, træder tilbage i tiden, men er nu. Jeg er
interesseret i, hvordan man som beskuer aflæser billeder, og
hvordan vi reflekterer vores egen tid i det, vi ser.
Billederne giver associationer til nutidige fænomener, hvor
man også benytter sig af hovedbeklædning - uden direkte
forbindelse udover det visuelle fællesskab.
Det er de små og ofte næsten ubemærkede
stemninger og elementer, jeg arbejder med i billederne -
blikretninger, ansigtets hældning, grader af
vækvendthed og synlighed.
Jeg er optaget af at dirigere personerne med stilhed, mod sig selv
og mod et mentalt rum. Jeg prøver at indfange det, der ikke
bliver sagt, det der søges tildækket.
