Et værk i dybet, der griber fremtiden
KKArt-billedkunstner Marie Kølbæk Iversen har skabt værket “Transformer (stones for the philosophers)” til Odense Kommune; en udsmykningsopgave, der borer sig ind i jorden og strækker sig ud i fremtiden.
Værket består af en diabas-sten, der er skåret i 11 dele efter De Vises Stens geometri og derefter nedsænket i fortovsbelægningen langs Filosofgangen. Kun stenenes overflade kan ses af de forbipasserende, mens resten af de tonstunge sten er forseglet for eftertiden af Filosofgangens jorder.
"Transformer" er produceret i KKArt regi og finansieret af Odense Kommune i samarbejde med Statens Kunstfond.
De Vises Sten
Værket, “Transformer (stones for the philosophers)”, transformerer på alkymistisk vis en udhugget sten fra rå materialitet til idealiseret virtualitet. Denne transformation sker gennem indlejringen af stenen som minde i bevidstheden, efter at den forud for nedsænkningen var udstillet på Brandts. Kunstnerens idé udspringer fra stednavnet Filosofgangen og den alkymistiske tanke om De Vises Sten (der på engelsk hedder ‘Philosophers’ Stone’ – direkte oversat: Filosoffernes Sten), der blandt andet kunne gøre sin indehaver udødelig samt transformere materialer og objekter fra én værensform til en anden.
Ved at knytte an til fortællingen om De Vises Sten som nøgle til evigheden tager Marie Kølbæk Iversen sigte på en uvis fremtid hinsides en nutid præget af trusler og konflikter: Hvem, der engang i fremtiden vil genfinde stenene, hvornår, og under hvilke omstændigheder, det ved vi ikke. Men det er tvivlsomt, at vi der skriver og læser dette, vil være der til at bevidne det. For det nutidige publikum eksisterer værket efter nedsænkningen udelukkende som potentiale og som aktivering af forestillingsevnen. Som tanker om stenene i dybet og værkets fremtidige modtager.
Inspiration fra stedets historie
Men hvorfor arbejde i næsten to år med et kunstværk, hvor publikum blot kan ane overfladen af de 11 stenstykker?
– Da jeg fik opgaven, gik jeg ture i området, og talte med Kunstrådet og med kommunen, som havde bestilt opgaven. Jeg fandt ud af, at det er et historiemættet sted, selvom det ikke umiddelbart ser sådan ud, fortæller Marie Kølbæk Iversen: “Filosofgangen var oprindeligt det andet løb af Odense Å, der siden blev fyldt op med jorder fra vikingeborgen Nonnebakken – en historisk struktur, der dermed gik tabt. Men som fundament under Filosofgangen eksisterer Nonnebakkens historiske jorder stadig, og det var denne usynlige og umiddelbart utilgængelige historie, jeg gerne ville aktivere ved at skyde værket ned i jorden og ud i fremtiden.”
Når vi ved, vi skal miste
– Det gav mig stof til eftertanke at opleve publikum på Brandts, mens værket var udstillet der. De gav udtryk for, at de var kede af, at de smukke sten ikke skulle placeres et synligt sted. Det gjorde mig opmærksom på, at vi måske sætter mere pris på det, som vi indser, at vi skal eller kan miste, fortæller Marie Kølbæk Iversen: “Vi oplever konflikter, krige og miljøpåvirkning. Der er historisk mange mennesker på flugt, og mange af dem er børn. Det er svært at forestille sig, hvordan det skal lade sig gøre at arbejde sig forbi dette traumeredne Nu og skabe en bæredygtig fremtid. I den forstand er værket en slags materialiseret håb, om at der trods alt vil være en modtager af det engang i fremtiden.”
Information til fremtiden
Til efteråret udgiver Marie Kølbæk Iversen gennem Officin en publikation i kun 11 eksemplarer, der skal formidle værket for eftertiden. De 11 publikationer vil være udformet efter samme skabelon, men hver især være unikke, idet de relaterer til hver sit stenstykke. Trods det begrænsede oplag bryder publikationen med Alkymiens hemmelighedskultur ved for fremtiden at være tilgængelig for offentligheden på udvalgte arkiver i ind- og udlandet.
Marie Kølbæk Iversen og projektleder Henrik Sørup Nellemann.
Lille tolerance
De 11 sten er håndhugget med en minimal tolerance, og opgaven har for stenhuggeren varet omkring et halvt år. Skulle stenene maskinhugges, ville tolerancen ligge på cirka 5 centimeter, hvilket ville umuliggøre, at de efterfølgende kunne samles til én sten.
/Helene Dambo
