KKArt

Begge værker kan læses som repræsenterende nogle af de genstande, vi som mennesker i dag anvender i vores identitetsprojekt: Perlerne, vi hænger om halsen og smykker os med, og som vi udsender signaler om størrelser som stil, formue eller forskellige holdninger med; og spejlet - hvis det da er et spejl? - som vi bruger, når vi skal konstruere og have styr på vores stil og de signaler, vi ønsker at udsende. Men samtidig er det også fælles for begge værker, at det menneskelige eller personlige er fraværende, forsvundet: I "Floating Pearls" synes den person, der har båret perlerne, at være smeltet eller opløst og nu bare udgøre en lille ubestemmelig pøl på gulvet i samme farve som perlerne og det strikkede stykke stof, der hænger ned fra loftet i fem tynde garnsnore. Imens perlerne er tydelige og let aflæselige - de sidder stadig intakte på perlekæden - er den person, der synes at have befundet sig i det strikkede stykke tøj og med perlerne om halsen, opløst, og er farvemæssigt gået i eet med de objekter, der har tegnet personens ydre: perlekæden og det strikkede stykke tøj.
I værket "Mirror Me" er man i tvivl om, om det, man står overfor, er et spejl, sådan som det antydes i titlen og værkets form, der kan minde om et spejls ramme med to drejede ben underneden; eller om "Mirror Me" snarere skal forestille den ydre skal, overfladen, af et menneske. I sin form kan "Mirror Me" således både minde om konturerne af et menneskes hoved med antydninger af isse, underansigt og ører, og det har samtidig fællestræk med en menneskelig krop med overkrop, underkrop arme og ben. Fælles for begge læsninger af værket er dog fraværet af personen eller det personlige, og samtidig det i titlen udtalte ønske eller bønnen om at blive spejlet - at træde frem og blive synlig. Men der er ikke noget spejlbillede i spejlet; der er ikke noget ansigt eller nogen krop inde i det strikkede stykke stof. Der er kun materialet og overfladen, der samtidig og modsætningsfyldt er et af de væsentligste instrumenter, vi som mennesker i dag anvender i vores selviscenesættelse og hermed skabelsen af vores personlighed eller identitet.
Begge værker synes således at pege på det paradoks eller skisma, der er mellem på den ene side størrelser som identitet, personlighed, autencitet og ægthed, og på den anden side overfladiskhed, materialitet, forfængelighed og forgængelighed. Fraværet af det personlige og den betonede tilstedeværelse af materialiteten i begge værker kan læses som en kritisk kommentar til den overfladiskhed og forfængelighed, der kendetegner og indgår i skabelsen af os som mennesker i dag.
Betydningen af materielle ting som smykker og modetøj er overvældende, både i den enkeltes personlighedsskabelse og identitetsprojekt, og indenfor en større forbrugssammenhæng. Den magt, som moden og forbruget af forskellige livsstils- og personlighedsmarkører har på såvel den enkelte som indenfor en bredere samfundskontekst er enorm. Det er måske også det, der antydes i "Floating Pearls", hvor de fem tynde garnsnore, som det strikkede stykke tøj hænger i, minder om de styrende snore, der sidder på en marionetdukke.
Men samtidig med en sådan udlægning af værkerne som en kritisk kommentar til overfladiskheden og modens og forbrugets styrende magt kan værkerne også læses som en samtidig erkendelse af nogle eksistentielle vilkår for mennesket i dag, hvor det materielle og overfladen er en uadskillelig del af det, der ellers og traditionelt set bliver betragtet som noget af det mest unikke og autentiske, der findes - vores personlighed og identitet.