Kuk i Skulpturkassen
KKArt gik i midten af 2010 ind i et samarbejde med H. C. Andersens Børnehospital på OUH. Kuk i Skulpturkassen var navnet på det kunstformidlingsprojekt, som KKArt-kunstneren Camilla Gaugler lavede for børnehospitalets patienter en gang om ugen.
Samarbejdet havde det formål at bringe et kreativt pusterum ind i en hverdag, der ellers er præget af sygdom, indlæggelser og ofte mange og tilbagevendende behandlinger for børnene.
Der kommer i gennemsnit 80 børn gennem børnehospitalets ambulatorium hver dag, og da 80 % af de børn, der er tilknyttet børnehospitalet, er kronisk syge, vender mange af dem jævnligt tilbage i kortere eller længere perioder for at få behandlinger.Ved at tilbyde børnene et rum, hvor de kan få lov at arbejde med kunst, bliver ikke kun deres fantasi og kreativitet bragt i spil. Arbejdet med kunsten har også en mere direkte indvirkning på børnenes rekreative forløb, da der dels er et incitament for børnene til at stå ud af deres sygesenge for at deltage i kunstarbejdet; dels betyder selve det fysiske aspekt ved kunstarbejdet, at børnene får rørt sig og får genoptrænet eller holdt deres bevægelsesapparat og finmotorik ved lige.
Siden midten af 2010 har Camilla Gaugler hver onsdag fyldt et rum på afdelingen med limpistoler og sakse og kasser med klodser, knapper, stof og plasticfigurer i alle farver og faconer.
Og resultatet af Camilla og børnenes arbejde er da også til at få øje på: Man er kun lige kommet inden for dørene på børnehospitalet, før man mødes af den første udstilling - en knap en meter høj skulptur bygget op af små træklodser og afbalanceret af sammensatte søjler i forskellige højder og brokonstruktioner på kryds og tværs. Placeret på gangen i børneøjenhøjde vækker den nysgerrighed og indbyder til et nærmere kig for de forbipasserende børn på vej til ambulatoriet.
Et par meter længere nede af gangen står endnu en udstillet genstand - en "skulpturstol". Sammensat af en gammel træstol og et mylder af små dimser og figurer i forskellige farver og størrelser, vidner også den om mange timers fantasi og kreativt arbejde.
Det er ikke en helt almindelig stol, og de børn, der går forbi den på gangen, kan da heller ikke nøjes med at kigge, men må lige hen og røre. Derfor rasler nogle af de små figurer også af stolen, da Camilla henter den ned i rummet, hvor Kuk i Skulpturkassen foregår. Men det gør ikke noget, skulpturstolen er ikke færdig, og de tabte og løse dimser kan bare limes på igen.
Det er nemlig ikke i så høj grad det færdige resultat, Camilla fokuserer på i sit kunstformidlingsarbejde, men i højere grad det kreative og indimellem mere meditative aspekt ved børnenes kunstarbejde: "Jeg har ingen forventninger til et færdigt resultat, og der ligger ingen forudbestemte mål med de fælles skulpturer, vi laver herude. Det, som det handler om, er processen", fortæller Camilla, og understreger, at de aktiviteter, hun laver med børnene på afdelingen, da heller ikke fordrer nogle forhåndskundskaber, andet end lysten til at være med.
Og lysten til at være med har den første dreng, der sammen med sin mor dukker op til Kuk i Skulpturkassen. Han fortæller Camilla, at han har været der flere gange før, og griber hjemmevant en limpistol og flere farvestrålende plasticdimser, som han går i gang med at sætte på skulpturstolen. Hans mor står først ved siden af og kigger på, men efter et par minutter har hun også fundet flere små genstande frem fra kasserne, som hun og drengen hjælpes ad med at lime på stolen. Der bliver også tilføjet et plateau i kraftigt guldkarton, og stolen vokser sig støt og roligt højere.
Børn, forældre og bedsteforældre går forbi på gangen, nogle stopper op og kigger på et øjeblik, andre kommer ind og deltager. To drenge med deres fædre kigger ind; de har også været til Kuk i Skulpturkassen før, og de begynder straks at tilføje figurer, rester af ledninger, knapper og farvestrålende plasticformer til stolen. Camilla hjælper drengene med at stabilisere skulpturen, så de kan blive ved at bygge til og ovenpå. Hun kommer med forslag til, hvor de kan lime figurerne fast, så der bliver ligevægt og den opbyggede skulptur ikke mister balancen.
Limpistolerne tømmes hurtigt, skulpturen vokser i alle retninger, og drengene forlader kun modvilligt arbejdet, da de hver især skal videre, og Kuk i Skulpturkassen stopper for den onsdag. Den ene dreng spørger lidt bekymret Camilla, om skulpturstolen skal ødelægges, når den er færdig, men Camilla svarer forsikrende, at den da skal udstilles på gangen på børneafdelingen sammen med den anden skulptur, så drengen og alle andre kan se den, næste gang de kommer. For selvom det ikke i så høj grad er det færdige, konkrete produkt af Camillas kunstformidling, der tæller, er det nu alligevel meget sjovt for børnene at kunne se deres kreative arbejde udstillet, genkende deres eget kunstneriske aftryk på skulpturen og genkalde sig det lille pusterum, de havde med skulpturarbejdet, under deres indlæggelser og behandlinger på børnehospitalet.
