Tvillingehuset placeret på Svietorv i Kolding – strikket af borgere fra Vejle.  Foto: Christoffer Askman
Tvillingehuset placeret på Svietorv i Kolding – strikket af borgere fra Vejle. Foto: Christoffer Askman

Monumenter, der knytter mennesker sammen

Projekt: Maskernes monument

 

KKArt tekstilkunstner Isabel Berglund er kvinden bag værket ”Maskernes Monument.” Det består af seks forskellige og store arkitektoniske former af luftige trækonstruktioner.

Projektet gik i gang i marts måned i år, og med hjælp fra 1400 strikkende menneskehænder hen over sommeren, blev monumenterne i august måned udstillet i Vejle, Fredericia, Billund, Kolding, Vejen og Middelfart.

Strikke-workshop på Olivenhavens Plejecenter. Foto: Christoffer Askman

Projektet opstod ikke ud af det blå. Trapholt bad Isabel Berglund om at skabe et værk, der i sit slutresultat ville være et udtryk for fællesskab og mangfoldighed.

– Jeg arbejder først og fremmest med elementernes overflade og identitet, og derfor var det oplagt at inddrage borgerne i de seks byer og lade dem tilføre værket personlige aftryk med håndstrik, fortæller Isabel Berglund.

Strikke-workshop på Røde Kors Asylcenter i Jelling.  Foto: Christoffer Askman

Alle tog ejerskab

De omkring 700, der lagde deres hænder frivilligt omkring strikkepindene, blev fundet i områdets forskellige institutioner med beboere i alderen fra otte til 93 år. Isabel Berglund holdt workshops med titlen ”Knitted together” i de seks byer, hvor pindene glødede med garn i de farver, hun nøje havde valgt og selv medbragt. Opgaven var umiddelbart overskuelig: Deltagerne skulle strikke trekanter i en bestemt størrelse og i mønstre efter eget kreativt valg.

Og som det er, når man får en delvis ubunden opgave, var en del af deltagerne usikre: Er mit mønster mon godt nok? Og til det spørgsmål svarede Isabel Berglund, at intet er forkert, hvis blot størrelsen er den rigtige.

– Jeg oplevede, at alle deltagere tog ejerskab for projektet – og faktisk i så høj grad, at de helst så, at netop deres strik skulle bruges til værket i deres hjemby. Det var dog ikke min tanke – jeg ønskede tværtimod, at de skulle strikke til et værk i en anden by og på den måde samtidig give en gave. Og sådan blev det også.

Sysammen workshop på Cafe Olga i Vejle.  Foto: Christoffer Askman

Et godt team

Sammensyningen af de mange dele, der skulle beklæde værkerne, er en helt anden historie – og et tidskrævende projekt, der blev udført af andre end de strikkende borgere. Et andet udfordrende projekt var at udpege de steder, hvor de seks monumenter bedst kunne integreres i den eksisterende arkitektur. 

Byens port placeret på Kulturøen i Middelfart – strikket af borgere fra Vejen.  Foto: Christoffer Askman

For Isabel Berglund er den samlede proces gået op i en højere enhed. Det gælder både i relation til værkernes spejling af identitet og overflade og Trapholts ønske om et værk funderet i fællesskab og samhørighed. 

Det lilla hus placeret på JB Nielsens plads i Fredericia – Strikket af borgere fra Kolding.  Foto: Christoffer Askman

Hele processen er i sig selv også et billede på fællesskab og engagement fra start til slut, understreger Isabel Berglund:

– Jeg har været usandsynlig heldig med og glad for mine samarbejdspartnere; arkitekt Ditte Rode, snedkerfirmaet Bæk og Madsen og fotograf Christoffer Askman, der fulgte processen fra begyndelsen via sin kameralinse.

Christoffer Askman og Isabel Berglund fortsatte det gode samarbejde med en bog, der i tekst og billeder fortæller om projektets tilblivelse. Bogen udkommer i januar måned, når Trapholt viser de seks monumenter samlet i udstillingsrummet Rotunden. 

Og kunstneren glæder sig: - At se dem alle seks stående tæt og samlet – det er kronen på værket for mig.

 

/Helene Dambo

Tags: