Yngve Riber, Land-art udstilling på Stige Ø
Yngve Ribers del af Land-art udstillingen bestod af 22 grafiske cirkler inspireret af Stige Ø's flora.

Multikunstner på spil i Stige

Land-art udstillingen ”Over havet under himlen” på Stige Ø var tilgængelig for offentligheden i seks måneder sidste år. Multikunstneren Yngve Riber, KKArt, var repræsenteret.

Er jorden giftig? Svaret er ja. Stige Ø var i årtier Odenses losseplads, og på det kæmpemæssige areal er der i dag kanaler, der leder de giftige dampe fra jorden op og ud under åben himmel. Det frodige areal er altså næppe stedet, hvor det kan anbefales at dyrke grønsager og da slet ikke at spise grønt, der har slået rødder i jorden. Til gengæld kan Stige Ø bruges til rekreative aktiviteter – en Land-art udstilling for eksempel.

To KKArtists, Anne Bjørn (http://www.kkart.dk/news/stige-fra-losseplads-til-land-art) og Yngve Riber var med på Fletværket-dk’s udstilling ”Over havet under himlen” fra juni til november 2017, hvor i alt 13 kunstnere viste værker.  

– Min del af udstillingen lå i det grønne og tæt på søen, forklarer Yngve Riber. – Jeg havde gennemtravet området og fundet et sted med masser af muslingeskaller, der på klare, blå dage reflekterede sol og lys. Det blå og ultramarine skulle være det bærende element i min udstilling af grafiske cirkler. Når jeg ser tilbage på hele processen fra begyndelse til nedtagning, får jeg en fantastisk følelse indeni. Jeg elsker simpelt hen at arbejde i projekter sammen med andre, når jeg samtidig kan fastholde min egen idé. 

Griber naturen

Yngve Riber griber altid fat i naturen i sin kunst, uanset om han udtrykker sig i papir, skulptur eller grafik. Arbejdet udfører han på Fyns Grafiske Værksted og Gæsteatelier Hollufgård i Odense. Og det var i atelieret, han forberedte udsmykningen til Stige Ø.  

– Jeg skar 22 cirkler i 10 centimeters tykkelse ud af træstammer og brændte dem sorte. Efterfølgende huggede jeg motiverne ind med stemmejern – et fascinerende greb, fordi det er svært for beskueren at vurdere, om den ultramarine farve ligger udvendig eller indvendig på det brændte sorte.

Derefter blev de tunge cirkler fragtet til Stige Ø og sat op af Yngve Riber. På den måde fulgte kunstneren projektet til dørs. I dag indgår cirklerne i en udendørs udstilling på Hollufgård. De går igen i et med naturen, og der bliver de, til vind, vejr og begroning gør det af med dem. 

FAKTA

Ud over at være pensionist, er Yngve Riber aktiv som kunstner og udstiller i hele verden. To dage om ugen arbejder han som lærer på Den Nye Kunstskole i Odense, hvor hele tre hold får styr på grafisk kunst under Ribers kyndige vinger.

 

/Helene Dambo

Tags: